Mit had/kærlighedsforhold til SoMe

Jeg fik min første dagbog da jeg var 7 år, og fra da af var jeg solgt.

Der er mange gode grunde til, at er så vigtigt for mig at udtrykke mig på skrift.Nogle af dem er generelle betragtninger, der handler om sproget som redskab til erkendelse. Men på et mere personligt plan handler det nok mest om, at det skrevne ord er min terapi. Jeg er, fra naturens side, et temmeligt neurotisk menneske, og det kræver et ordentligt skud reflektion at få orden på følelserne - ellers tager de over, og kører mig rundt i manegen.

At være i sine følelsers vold er ikke ubetinget skidt. Jeg har en direkte linje til mit eget følelsesliv, og at føle mig selv falder mig let. Men det er heller ikke altid godt. Så derfor er det, og har altid været, helt afgørende at have sproget som mit redskab - og sproget er mit vigtigste hack til at have det godt.

I 2007 blev jeg for første gang introduceret for Facebook, og det ændrede mit liv. Selvom jeg altid har været meget skrivende, skrev jeg primært til skuffen. Skrivningen var et ensomt foretagende, og i løbet af min opvækst voksede der et hermetisk lukket univers frem i den skuffe. Side op og side ned om verdener, historier, betragtninger, erfaringer - og ingen at dele dem med. Hvis man skulle læses, skulle man udgives. Og skulle man udgives, var man i konkurrence med resten af verden.

Sådan var det ikke på Facebook. På Facebook blev man læst af dem, der betød mest: Vennerne, familien, bekendtskabskredsen. Og ikke nok med at man blev hørt, man fik også svar.

I 2007 havde jeg ingen betragtninger om min “online-persona”, om privatliv på nettet, om GDPR - det sidste var jo ikke engang opfundet. Facebook var et digitalt forsamlingshus, hvor jeg følte mig set - og læst.

Det var fantastisk. Jeg oplevede det som om, at jeg var forbundet med noget, der var større end mig selv. Jeg var betaget og forblændet, og kunne tilbringe timer klistret til skærmen. Selv når jeg ikke var på Facebook, var jeg ofte i gang med at formulere min næste Facebook-post - at vende ordene i munden, at finde på det helt rigtige vittige retort.

Og jeg blev klogere på Facebook, for ud over selv at have fundet et talerør, var der lige så mange andre, der delte deres perspektiver. Ikke eksperter, der skrev om verden i 3. person - men rigtige mennesker, med rigtige levede liv, som jeg kunne spejle mig i.

En dag mødte jeg en gammel skolekammarat på Kongens Nytorv. Vi havde ikke set hinanden i 10 år, men det viste sig, at han vidste alt om mig. Han spurgte interesseret ind til hvordan det gik med barnet, skilsmissen, huskøbet.

Det var overvældende - og chokerende. Stammende spurgte jeg, hvor han vidste alt det fra.

“Vi er jo Facebook-venner, Sanne!”

Skolekammeraten kendte til intime detaljer om mit liv. Jeg vidste intet om ham - han var en “lurker”, en Facebook-profil, der ikke selv er aktiv, men som læser om andres liv.

At møde ham var første gang det gik op for mig, at der var noget her, som ikke var, som det skulle være. På engelsk findes begrebet oversharing. Jeg ved ikke hvad det hedder på dansk, men begrebet beskriver en ubalance, der opstår, fordi der mangler gensidighed i relationen. Det gik op for mig, at ved at dele mit privatliv med enhver, der ansøgte om og fik venskab med mig på Facebook, havde jeg forfladiget mine relationer.

Venskaber skal jo for pokker gå begge veje.

Der gik ikke så længe, før Facebook selv blev opmærksom på problematikken, og man oprettede filtre, der gjorde det muligt at målrette sine opslag. For mig betød det, at der kom et A-hold og et B-hold af venner, hvor kun A-holdet fik indblik i mine tanker, mens B-holdet fik opslag om hvem, der ville aftage min gamle reol.

Og Facebook fortsatte med at udvikle sig. Vi var mange, der i vores stille sind undrede os over, hvordan de egentlig tjente deres penge. Det spørgsmål blev besvaret, da vi Facebook-brugerne i 2018 blev bekendt med Cambrige Analytica-skandalen.

Det var ikke længe efter, at jeg for første gang oplevede cancel-culture på egen krop. I en interessegruppe for kvindelige larpere blev en mandlig ven svinet til, og beskyldt for sexisme. Da vennen tilfældigvis havde fortalt mig om den episode, der havde ansvoret bagtaleriet ved en anden lejlighed, og hans version stillede sagen i et helt andet lys, forsvarede jeg ham.

Det kom til at koste mig. Personer, der aldrig havde mødt mig, lagde mig for had. Jeg fik at vide, at jeg var en dårlig feminist, og at jeg ikke hørte til i gruppen. Jeg valgte selv at forlade den, inden jeg blev smidt ud.

Oplevelsen gjorde dybt indtryk. I forhold til SoMe var man begyndt at snakke om polarisering og bobledannelse. Det var tydeligt for mig, at Facebook lagde op til en bestemt måde at kommunikere på - og det var ikke en måde, der byggede bro mellem forskellige holdninger og perspektiver. Tværtimod.

På det tidspunkt besluttede jeg, at det måtte være slut. Jeg tog en hurtig beslutning, og slettede min Facebook-konto, der ellers på det tidspunkt havde skildret mit liv i over 10 år.

(Og ja, jeg downloadede da selvfølgelig min historik. Den ligger nu på en bærbar computer med en harddisk, der er kaput.)

I 6 måneder var der ingen, der kontaktede mig. Ingen. Mit sociale liv var dødt. På et tidspunkt var der en ven, der ringede og var vred over, at jeg havde “unfriended” hende - tanken om, at det var Facebook, og ikke hende, der var blevet droppet, var fjern. Men ellers var der ingen af mine over 700 Facebook-venner, der gav udtryk for at savne mig.

En kedelig følgevirkning var, at jeg nu ikke længere blev inviteret til begivenheder. Jeg anede intet om hvem, der holdt fødselsdag, blev gift eller holdt reception for deres nye bog. Facebook var blevet mine venners måde at organisere sig på, og efter de 6 måneder var gået, indså jeg, at der ikke var noget at gøre: Jeg måtte oprette en ny profil. Alternativet var social død.

I december 2018 oprettede jeg mit første opslag med min nye profil. Men denne gang opsatte jeg en række strikse regler for mig selv:

• Ingen fotos af personer. Heller ikke mig selv. Og specielt ikke af min familie.

• Ingen oversharing

• Ingen A- og B-liste af venner

• Ingen politiske budskaber

(Det sidste lykkedes ikke helt, men dog overvejende).

Reglerne skulle beskytte mig. Dels imod Facebooks algoitmer, der natuligt fremhæver konflikt fremfor forståelse, og dels imod at være gratis leverandør af content til Facebooks pengemaskine.

I forhold til det sidste har jeg jo egentlig intet imod at betale for, at mine ord kommer ud. Jeg betaler gerne for serverplads, og jeg betaler også gladeligt for tryk. Men Facebooks manipulerende måde at bruge det indhold, jeg leverer til at opnå sine egne mål, byder mig imod. Og Facebook er vel at mærke ikke et politisk neutralt foretagende. De sponsorerer den amerikanske højrefløj, der er i direkte opposition til en hel del af sager, jeg brænder for.

Der er gået 8 år, siden jeg genstartede min Facebook-tilværelse. Og jeg savner, savner, savner det gamle Facebook. Jeg savner platformen, hvor alle stemmer var lige. Jeg savner, at man kunne være helt almindelig, og stadig have en platform.

Mest af alt savner jeg et sted at skrive mine ord.

Hermed når jeg frem til årsagen til denne blog, som har fået lov at hedde det første, der faldt mig ind, der tilfældigvis var på engelsk: Write about it. Fordi det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre - og så er det op til dig, om du vil følge med.

Det giver næsten sig selv ud fra det ovenstående, men hvis du skulle være i tvivl: Der kommer ikke til at være noget AI-genereret indhold her. Der kommer til at være stavefejl og dårligt sprog. Der kommer til at være indhold, der peger i øst og i vest, fordi jeg er et projektmenneske, der med jævnlige mellemrum forsvinder ned i et hvilket som helst kaninhul.

Jeg kan tilgengæld love, at det bliver 100% autentisk mig.