Twilight Game: Min 10-åriges spil

Min datter vil helst ikke indrømme det, men hun minder ret meget om sin mor.

Jeg var 12 år, da jeg fandt på mit første spil. Det var et brætspil, og det hed Labyrint. Min datter, der er lidt mere avanceret, og er vokset op i en teknologisk mere sofistikeret verden, tænkte allerede da hun var 6, at hun ville lave et computerspil.

Det var dog først da hendes far tog hende op på det, at ideen begyndte at fortættes til et konkret projekt. Da var hun ti år gammel.

Hun vidste med det samme, hvad spillet skulle hedde: Twilight Game.

Hvorfor? Fordi det lyder godt, selvfølgelig.

Det handler om venskab

I Twilight Game er spilleren et barn (man kan vælge mellem en dreng eller en pige), der bor sammen med sin mor i en lille landsby. Landsbyen er befolket af sjove, fantasifulde figurer, og den er omkranset af store skove.

Core gameplay handler om at blive venner med det store galleri af karakterer, som man møder i og omkring landsbyen. Herunder bl.a. en heks, en ung kunstner, der er besat af svampe, og en teenagepige, der sælger is og konkylier hun har fundet på stranden.

Min mand havde ét krav til spillet: Selvom han ville bruge AI til at programmere det, skulle al grafik være håndtegnet.

Min datter og jeg gik på med krum hals. Vi fordelte opgaven sådan, at min datter står for karaktererne, mens jeg tegner alt det uden om.

Det blev en skøn lejlighed til at få tegnet noget mere - og til at blive bedre til at tegne på iPad, hvilket jeg faktisk ikke havde den store erfaring med.

Og jeg må indrømme, at jeg blev grebet.

På nuværende tidspunkt har jeg tegnet flere hundrede illustrationer til spillet: Alt fra ingredienser man kan købe hos købmanden, til cutscenes og klippetekstur.

På et tidspunkt blev jeg så grebet af processen, at jeg ikke længere kunne holde ud at vente på, at min mand implementerede mine mange ideer.

Så jeg bad ham om at vise mig, hvordan jeg kunne bruge AI til selv at programmere spillet.

Det fungerer sådan: Min mand har sat den overordnede struktur op. Jeg bruger en plug in af Claude i programmet Visual Studio Code, der er et fint lille stykke software, der hjælper mig med at have overblikket over de efterhånden talrige filer, som spillet består af.

Hvis nogen skulle være interesseret i at høre mere om, hvordan dette reelt fungerer, forklarer jeg det gerne.

Indtil videre er jeg dog ret overrasket over at konstatere, hvor lidt interessant folk i min omgangskreds lader til at finde projektet.

AI er ond

Jeg tænkte i udgangspunktet, at folk ville synes det var super fedt at jeg laver et spil sammen med sin 10-årige. Jeg kan jo ikke helt vide det, men jeg er ret sikker på, at hvis jeg havde gået rundt og fortalt, at min datter og jeg var i gang med at lave et analogt spil sammen, ville de fleste nok synes det var ret sejt.

Men sådan er det ikke, når AI er involveret. I hvert fald ikke lige i min venskabskreds. Jeg har tværtimod fået nogle ret negative reaktioner.

“Er du klar over, hvor meget strøm, der går til, hver gang du skriver en prompt?”

Jeg er f.eks. blevet mindet om, hvor meget strøm AI bruger.

Jeg er helt enig i, at det er en vigtig problematik. Selvom jeg ikke kender svaret på ovenstående spørgsmål, kan jeg til gengæld henvise til denne udmærkede artikel fra MIT. Jeg kan bekræfte, at AI er en stor strømsluger, og selvom nogle af de tech-firmaer, der udvikler dem, går op i at placere deres datacentre i områder, hvor der er adgang til grøn energi, er der også andre, der går direkte efter at lægge dem i en ørken (det har Elon Musk f.eks. valgt at gøre).

Men hvis man nu skal være Fandens advokat, kunne man måske godt påpege, at ret lidt af vores livsstil i den vestlige verden faktisk er bæredygtig i forvejen. Rigtig mange af os kører rundt i biler, selvom vi godt ved, at det er dårligt for miljøet. Det gør selvfølgelig ikke sagen bedre - men jeg kan ikke se, at det er mere problematisk at bruge strøm på at udvikle et computerspil med sin 10-årige, end det er at se Netflix.

Begge dele forurener. Netflix kommer nok aldrig til at opfinde nye former for grøn energi - det er til gengæld et potentiale, som AI har.

Men AI kan tilintetgøre menneskeheden!

For nu at være helt præcis: Menneskeheden kan bruge AI til at tilintetgøre menneskeheden.

Det er ikke første gang, vi står i sådan en situation. Da vi opfandt atombomben, havde vi samme udfordring: Hvis der findes et massedestruktionsvåben, er der sikkert en idiot, der er dum nok til at bruge det.

Svaret på problematikken om AI, der kan bruges til at hacke ind i bombesystemer, eller udvikle biologiske våben, er det samme som for kernekraft: Vi bliver nødt til at lovgive os ud af det. Men heldigvis har netop atombomben vist os, at det faktisk er muligt for menneskeheden at blive enige om, at visse ting er så farlige, at vi er nødt til at indføre begrænsninger.

AI er kommet for at blive. Derfor skal “de gode” lære at bruge det, sådan at “de onde” ikke får lov at blive teknologisk overlegne.

Dette betyder også, at AI skal ind i skolerne - men på den rigtige måde, selvfølgelig! Børn skal lære at bruge AI som et redskab, i stedet for som en ekstra hjerne, der gør tankearbejdet for dem, mens deres biologiske hjerne rådner op af inaktivitet.

I mine øjne er Twiligt Game den perfekte måde at bruge AI på: Det er læring, der tager udgangspunkt i min datters og mine interessefællesskaber, og hvor AI bruges som en supplerende ressource og redskab til at facilitere udviklingen af et produkt.

Jeg ville ønske, at skolerne havde ressourcer til denne slags projekter.